De primære komponenter i UV-blæk omfatter pigmenter, oligomerer, monomerer (reaktive fortyndingsmidler), fotoinitiatorer og forskellige tilsætningsstoffer.
Naturen af den flexografiske trykproces dikterer, at de anvendte UV-farver ikke må have en alt for høj viskositet. Traditionelt flexografisk blæk - uanset om det er opløsningsmiddelbaseret eller vandbaseret - er afhængig af store mængder opløsningsmidler eller vand til viskositetsjustering. I modsætning hertil anvender UV-flexografiske blæk reaktive fortyndingsmidler til at sænke systemets viskositet; følgelig kan deres samlede viskositet være højere end for opløsningsmiddelbaseret flexografisk blæk. Selvom UV-flexografisk blæk generelt har en lavere viskositet end dem, der anvendes til screen- eller offsettryk, har inkorporeringen af pigmenter en tendens til at øge viskositeten - især hvis befugtningen, dispersionen og stabiliseringen af pigmenterne ikke styres effektivt.
Pigmenter spiller en afgørende rolle i blækkets rheologiske egenskaber, og en vis grad af tixotropi er fordelagtig. Ved at give passende tixotropiske egenskaber til flexografisk blæk hjælper det med at forhindre pigmentflokkulering og sedimentering og forbedrer derved trykbarheden.
